Danmarks største havmøllepark til LEGOLAND®
Hos DONG Energy har man store ambitioner i arbejdet for mere vedvarende energi. Netop nu er energiselskabet i fuld gang med at opføre Danmarks største havmøllepark mellem Grenaa og Anholt. De første klodser til Anholt Havmøllepark er også blevet lagt i LEGOLAND®, og her kan både børn og voksne komme tæt på havmøller i miniatureudgave og få fortællingen om Danmarks største havmøllepark .
Danmark er helt i front inden for vedvarende energi, og med Anholt Havmøllepark, som DONG Energy opfører og ejer sammen med PensionDanmark og PKA Pension bliver denne position yderligere forstærket. Som markedsleder på området har DONG Energy opført en stor del af verdens største havmølleparker, og med Anholt Havmøllepark, som DONG Energy forventer vil stå færdig i efteråret 2013, kan energivirksomheden føje endnu en havmøllepark til samlingen.
CO2-fri el til 400.000 husstande
Anholt Havmøllepark bliver ikke bare Danmarks største havmøllepark men også en af de største havmølleparker i verden. I kraft af sine 111 møller bliver den et væsentligt bidrag til Danmarks målsætning om at sikre, at andelen af vedvarende energikilder i energiforbruget når op på mere end 35 % inden 2020. Anholt Havmøllepark får en kapacitet på 400 MW og vil kunne dække mere end 400.000 danske husstandes årlige forbrug med CO2-fri strøm, svarende til 4 % af Danmarks samlede elforbrug. Parken er ca. 20 km lang og op til 5 km bred, og den valgte udformning af parken omfatter et 88 km2 stort areal inden for et angivet bruttoområde på 144 km2. Ved at opstille møllerne med den størst mulige eksponering mod vinden sikrer man, at Anholt Havmøllepark producerer optimalt.
LEGOLAND får egen havmøllepark
I LEGOLAND kan man komme helt tæt på Danmarks største havmøllepark – i miniatureudgave. I 2008 åbnede DONG Energy og LEGOLAND® energiuniverset ”Energien i Danmark”. I år er parterne i fuld gang med at lægge grundklodserne til en miniatureudgave af en mindre del af Anholt Havmøllepark i målestoksforholdet 1:20. Byggeriet af havmølleparken i LEGOLAND følger samme forløb som byggeriet i den virkelige verden, så lidt efter lidt bliver der bygget mere og mere på modellen i Miniland. Området med i alt 7 møller vil være færdigbygget i efteråret 2013, hvor også Anholt havmøllepark vil stå færdig. Området er udstyret med en infostander, der fortæller meget mere om havmølleprojektet, og hvor man har mulighed for at sende en sjov hilsen hjem til familien og vennerne.
Hos DONG Energy er man glade for, at LEGOLAND også i år er med på ideen om at kombinere de sjove forlystelser og skulpturer med lærerige tiltag. ”Leg og læring hænger sammen, og hvis vi kan lære vores børn om miljørigtig/bæredygtig energi gennem LEGO® klodser, fanger vi forhåbentlig nogle, vi ellers ikke ville have fanget”, fortæller Christina Grumstrup Sørensen, Senior Vice President i DONG Energy Wind Power.
Se mere om Energien i Danmark på
www.legoland.dk eller lær mere om energi på
www.dongenergy.dk/skole