Indkøb for 50 milliarder kr. over de næste fem år
Hos DONG Energy står vi over for en særdeles spændende opgave, hvor der over de næste fem år skal investeres i anlæg for mere end 50 milliarder kroner. Dette er en stor udfordring for hele organisationen – ikke mindst indkøbsfunktionen – og det kræver en analytisk tilgang og kendskab til mange forskellige områder.
Den globale markedsudvikling, udvikling af råvarepriser samt internationaliseret produktion har gjort, at indkøbssituationen hele tiden ændres. Dette betyder også, at indkøbernes rolle bliver meget mere kompleks end før og kræver flere forskellige kompetencer.
DEEP - DONG Energy Excellence Program
DONG Energy Excellence Programmet er et af koncernens udvalgte fokusområder. DEEP er inspireret af LEAN filosofien, som bedst matcher vores værdier og krav. Programmets vision er at udvikle en forandringskultur, der skaber løbende, betydelige og varige forbedringer samt udbygger medarbejdernes kompetencer og skaber en mere attraktiv arbejdsplads.
Programmet kører som pilotprojekter i hele organisationen. Eksempelvis er der gennemført en DEEP-proces på budgetprocessen i et af vores forretningsområder. Målet var at skabe et bedre overblik over budgetprocessen og at reducere den tid, der anvendes på budgettering. Resultatet af projektet var, at ledelsens anvendte tid på budgettering er blevet halveret og at der er skabt bedre overblik over det samlede budget gennem udvikling og standardisering af anvendte regneark.
Vi varetager koncernens samlede portefølje af gas, el og CO2 med henblik på udvikling, optimering og eksekvering af risikoafdækning. Vi skaber overblikket over porteføljen på 2-15 års sigt, hvilket danner grundlag for langsigtede investeringsbeslutninger og strategiarbejde. Det analytiske arbejde varierer fra overordnede vurderinger af markedets udvikling og konsekvenser for vores portefølje til detaljerede beregninger af kapacitetsbehovet på f.eks. importen af gas til det dansk/svenske marked. Derudover arbejdes der med business cases for udvalgte forretningsaktiviteter til brug i strategiarbejde og forretningsplaner.
Fokus er på kommercielle problemstillinger, og kernekompetencen er at skabe sammenhæng mellem analyser og forretning. Kollegerne er analytisk meget stærke, således at de kan forstå specialisternes metoder, men har samtidig en unik forretningsforståelse og kommunikationsevne. Meget arbejde ligger i grænsefladen mellem teori og praksis, hvor vi skal være med til at sikre de forretningsmæssige resultater.
Arbejdet i afdelingen sker i tæt samarbejde med andre analytikere i organisationen, vores forhandlere og salgsansvarlige. En del af arbejdet er at deltage i konkrete forhandlinger med internationale og regionale gas selskaber. Endvidere fungerer vi ofte som projektledere på strategi- og udviklingsprojekter.
Vores primære fokusområde i Portfolio Optimisation er udvikling af kvantitative, markedbaserede prisfastsættelsesmodeller. I et af vores nuværende projekter ønsker vi at udvikle en kvantitativ model til at prissimulere både spot priser og forward priser. Modellen skal kunne give markedsfastsatte priser til en lang række værdifastsættelsesopgaver i vores daglige arbejde, så vi kan understøtte og hjælpe medarbejderne i Front Office i deres investerings- og indkøbsbeslutninger.
Udviklingen af disse modeller kræver medarbejdere med indgående kendskab til finansielle teorier, matematik og statistik. De nuværende medarbejdere i Portfolio Optimisation besidder netop disse egenskaber."