Halvårsrapport for 1. halvår 2012 – ugunstig prisudvikling
10.08.2012 13:59
Bestyrelsen for DONG Energy har i dag godkendt halvårsrapporten for 1. halvår
2012 med følgende forventninger og hovedtal i forhold til 1. halvår 2011:
-- EBITDA udgjorde 6,6 mia. kr. i 1. halvår 2012 mod 9,1 mia. kr. i 1. halvår
2011 og var påvirket af negative effekter fra øget spread mellem olie- og
gaspriserne, bortfald af engangsindtægt i 2011 fra genforhandling af
gaskontrakter, lave elpriser og lavere produktion på kraftværkerne samt
omkostninger til reparation af Siri-platformen. Der var derimod en højere
indtjening fra vindaktiviteterne og i Exploration & Production var både
produktionen og priserne højere
-- Resultat efter skat blev 0,8 mia. kr., hvilket var 2,0 mia. kr. lavere end
1. halvår 2011. De fortsat meget lave green spark spreads i Europa har
nødvendiggjort en nedskrivning på 2,0 mia. kr. på de gasfyrede kraftværker.
I 2012 indgår avance ved salg af virksomheder på 2,0 mia. kr. efter skat
-- Pengestrømme fra driftsaktivitet faldt til 2,6 mia. kr. fra 6,3 mia. kr. i
1. halvår 2011. Dette skyldtes primært stigende pengebindinger i
arbejdskapital samt det lavere EBITDA
-- Nettoinvesteringer udgjorde 6,5 mia. kr. i 1. halvår 2012 mod 6,7 mia. kr.
i samme periode året før. Bruttoinvesteringer udgjorde 9,3 mia. kr. og
vedrørte primært udbygning af vindaktiviteter samt gas- og oliefelter, mens
frasalg primært vedrørte Oil Terminals
-- Den rentebærende nettogæld steg med 6,2 mia. kr. fra udgangen af 2011 til
29,9 mia. kr.
Konstitueret adm. direktør Carsten Krogsgaard Thomsen:
”Det er ikke et godt resultat vi leverede i første halvår. Vores indtjening
(EBITDA) er som forventet, men nettoresultatet er især påvirket af, at vi har
måtte nedskrive værdien af vores gasfyrede kraftværker. Det skyldes de lave
kul- og CO2-priser, som gør gasfyrede kraftværker mindre profitable end
kulfyrede. Den ugunstige gaspris bevirker også, at vi ikke som tidligere
udmeldt, forventer at opnå samme EBITDA i 2012 som i 2011. Det ændrer dog ikke
ved, at vi fortsat forventer væsentlig bedre indtjening i 2013 i forhold til
2011, som følge af vores investeringer i havvind samt olie- og gasaktiviteter.
Vi fastholder også vores ambitiøse mål om at fordoble EBITDA i 2015 i forhold
til 2009.”
Forventninger
-- Forudsætningerne der lå til grund for forventningen til EBITDA for Energy
Markets i 2012 er siden begyndelsen af året blevet forværret som følge af
en række forhold, der alle reducerer EBITDA. De realiserede green spark
spreads har været meget lave. Infrastrukturomkostninger til håndtering af
gas er blevet højere. Indtjening ved at udnytte lagerkapacitet i
forbindelse med sæsonudsving mellem vinter- og sommerpriser har været
mindre end forventet. Udvidelsen af olie/gas-spreadet har desuden påvirket
negativt.
-- På basis af ovenstående forventes business performance EBITDA i 2012 at
blive i niveauet 10% lavere end 2011. Dette er en nedjustering i forhold
til udmeldingen i årsrapporten for 2011, hvor EBITDA i 2012 forventedes at
være på niveau med 2011.
-- EBITDA i 2013 forventes fortsat at ligge væsentligt over både 2011 og 2012
som følge af idriftsættelse af nye aktiver samt helårseffekt fra nye
aktiver sat i drift i 2012. Dette er i overensstemmelse med udmeldingen i
årsrapporten for 2011.
-- Ændringen af forventningerne til EBITDA i 2012 ændrer ikke målet om at
kunne fordoble EBITDA frem mod 2015 i forhold til 2009, hvor EBITDA
udgjorde 8,8 mia. kr.
-- Det lavere forventede EBITDA og niveauet af nettoinvesteringer medfører, at
nøgletallet justeret nettogæld/EBITDA forventes at komme til at ligge over
2,5 ved udgangen af 2012. Nøgletallet udgjorde 2,8 pr. 30. juni 2012. I
2013 forventes justeret nettogæld/EBITDA igen at ligge under 2,5.
I forbindelse med aflæggelse af halvårsrapporten vil der blive afholdt en
telefonkonference for investorer og analytikere 10. august 2012 kl. 15.00:
Danmark: +45 32 71 47 67
International: +44 207 509 5139
Telefonkonferencen kan følges live på følgende adresse:
http://www.dongenergy.com/da/investor/praesentationer/pages/webcasts.aspx
Præsentationsmateriale vil være tilgængeligt før konferencen på følgende
adresse:
http://www.dongenergy.com/da/investor/praesentationer/pages/finansielle_praesent
ationer.aspx
Halvårsrapporten kan downloades på:
http://www.dongenergy.com/delaarsrapporter
For yderligere information, kontakt:
Media Relations
Helene Aagaard
+45 99 55 93 30
Investor Relations
Morten Hultberg Buchgreitz
+45 99 55 97 50
DONG Energy er en af Nordeuropas førende energikoncerner med hovedsæde i
Danmark. Vores forretning er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere
og handle energi og tilknyttede produkter i Nordeuropa. Vi beskæftiger 6.400
medarbejdere og omsatte for 57 mia. kr. (EUR 7,6 mia.) i 2011. For yderligere
information, se www.dongenergy.com
Halvårsrapport for 1. halvår 2012 - ugunstig prisudvikling.pdf
Tilbage